Avanceret vejtunnel i Køge

Etablering af 150 meter lang tunnel ved trafikeret togstation.

Som led i en forbedring af de trafikale forhold i Køge etablerede Per Aarsleff A/S i et One Company-samarbejde med Aarsleff Rail A/S en 150 meter lang vejtunnel under 11 jernbanespor ved Køge Station.

Først klargjorde vi området og omlagde flere store ledninger og kabler. Grundet et stort behov for løbende og hurtigt at kunne benytte de elleve spor – herunder især S-togsporene – blev tunnelen herefter konstrueret ud fra en top-down-metode inddelt i faser. I tre etaper fjernede vi nogle spor, gravede ud til toppladen, rammede spuns, udførte grundvandssænkningsboringer, støbte topplade og retablerede spor. Alt imens blev togtrafikken omlagt mellem de enkelte faser, så færrest mulige tog blev påvirket.

En stor del af arbejdet med toppladen blev udført i døgndrift for at imødekomme bygherrens behov for togtrafik på sporene. Især i forbindelse med etapen vedrørende S-togssporene, der også krævede retablering af signalanlæg og kørestrøm, ligesom den indbefattede en 23-timers lang uafbrudt betonstøbning.

Med toppladen på plads var projektet ikke længere til gene for togtrafikken, og vi kunne begynde fra den ene ende med udgravningen af tunnelen. Dernæst støbning af bundplade, vægpåstøbning på spunsvæggene, etablering af nedkørselsramper og tilslutningsanlæg i begge ender samt etablering af belysning, rækværker og beplantninger på de tilstødende arealer.

Bygherre      
Køge Kyst P/S

Kontraktsum                       
109,5 mio. kr.

Anlægsperiode                  
Marts 2015-september 2016

Aftaleform  
Hovedentreprise

One Company-partnere
Aarsleff Rail A/S (udført i Joint venture som Aarsleff Bane & Anlæg I/S)
Wicotec Kirkebjerg A/S (underentreprenør)